Rikke Albrektsen bliver ny direktør for Reform og Sundhed i Region Nordjylland

Rikke Albrektsen tiltræder 1. april 2026 som direktør for Reform og Sundhed i Region Nordjylland. Hun kommer fra en stilling som direktør i Frederikshavn Kommune, hvor hun gennem 13 år har haft ansvar for blandt andet Social- og Sundhedsområdet. Her har hun stået i spidsen for flere større forandringsprocesser, senest implementeringen af sundhedsreformen fra kommunal side.
Et enigt ansættelsesudvalg har valgt Rikke Albrektsen med henvisning til hendes omfattende ledelseserfaring og stærke kompetencer inden for tværsektorielt samarbejde, som bliver afgørende i den kommende omstilling.
Koncerndirektør Anne Bukh siger:
"Jeg er rigtig glad for, at Rikke har sagt ja til stillingen. Vi står midt i en kæmpe omlægning af sundhedsvæsnet, og det betyder meget, at Rikke kommer med sin viden og erfaring fra kommunen. Jeg er sikker på, at hendes bidrag ind i det sammenhængende sundhedsvæsen og i forhold til sundhedsrådene vil gøre en positiv forskel."
Rikke Albrektsen ser frem til den nye opgave og udtaler:
"Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde i Region Nordjylland. Sundhedsreformen er meget vigtig, og jeg ser frem til at arbejde endnu mere med den og det nordjyske sundhedsvæsen generelt. Jeg ønsker ledelsesmæssigt at bidrage til et samarbejde mellem region, kommuner og almen praksis, der finder bæredygtige løsninger tæt på borgerne. Jeg ønsker at bidrage til en faglig stærk afdeling, der bygger bro mellem aktører og udvikler relationer og løsninger."
Hun bliver en del af afdelingsledelsen i Regionshuset og refererer til Anne Bukh.
Faktaboks
- Navn: Rikke Albrektsen
- Ny stilling: Direktør for Reform og Sundhed, Region Nordjylland
- Tiltrædelse: 1. april 2026
- Tidligere stilling: Direktør i Frederikshavn Kommune (2011-2026)
- Erfaring: Social- og Sundhedsområdet, implementering af sundhedsreformen
- Uddannelse: Cand.scient.pol.
- Tidligere arbejdssteder: Fredericia Kommune, Grønland
- Bopæl: Aalborg
- Refererer til: Koncerndirektør Anne Bukh






Accepter kun nødvendige cookies